Der er udkommet et nyt videnbasehæfte om Kragnæs

Bag om Videnbasen - Videnbasehæfte nr. 22A

Ærø Natur- og Energiskole (ÆNE) er nu klar med en opdatering af hæftet om Kragnæs, hæfte nr. 22A, som vi har kaldt det. Der er nu i alt 34 hæfter i serien.

Bag serien står en gruppe lokalhistorisk interesserede ærøske ’amatørforskere’. Gruppen opstod på resterne af et lokalhistoriehold på VUC fra 1993/94. Det var Dion Abrahamsen fra ÆNE, der fik idéen til hæfterne. Dion havde en drøm om, at lokale folk skulle fortælle om hver eneste krog af Ærø, om landsbyer, deres historie og udvikling, om øerne umiddelbart omkring Ærø, gader og veje, gårdnavne, mindesmærker og skulpturer og meget andet. Det skulle være en videnbase, skabt på frivillig basis, på amatørbasis ud af interesse – en videnbase, som kunne udbygges kontinuerligt og gøres tilgængelig for et bredt forum af interesserede. Og der har vist sig at være et stort forum, som benytter hæfterne i mange forskellige sammenhænge, bl.a. som opslagsværker og samlerobjekter. Med til at sikre hæfterne for eftertiden er opbevaring på Det Kongelige Bibliotek samt registrering i Dansk Bogfortegnelse. Serien er trykt i omkring 9000 eksemplarer fordelt på de 34 hæfter. De små bøger er udkommet siden 1995.

I gruppen bag hæfterne var vi i begyndelsen 20-25 personer, der mødtes med jævne mellemrum. Undertegnede har været med hele vejen igennem, og mellem møderne arbejdede jeg sammen med hver enkelt ’forfatter’ om at få hans/hendes tanker og viden sat sammen til det, der efter en tid blev til et færdigt hæfte. Det kunne tage op til et par år at skrive et hæfte. Det sidste hæfte ’Sygehusvejen’ udkom i 2012, og siden er der ikke sket så meget, før interessen for opdateringen af Kragnæs blev så stor, at jeg påtog mig opgaven og fik sammensat en meget aktiv og engageret redaktion, som har arbejdet ihærdigt med opdateringen siden januar 2023. Det første Kragnæshæfte udkom i 2002. De største indsamlere af viden var Signe Andersen fra Ommel, Rigmor Pedersen fra Marstal og ikke mindst Eva Petersen fra Kragnæs. Signe og Rigmor er i dag ikke længere i blandt os. Mens Eva Petersen fortsat bor i Kragnæs.

Resten af vores store gruppe er bortset fra 2 ikke længere i live. Dion døde alt for tidligt i 2007. Det store frafald har gjort en fortsættelse vanskelig. Jeg holdt liv i det i nogle år med Torun Gjelstrup, som forsynede mig med stof. Torun G. har været en af de mest flittige forfattere med mange udgivelser, støttet af sin Søren, tidl. skoleinspektør i Marstal. Jeg har forsøgt gennem flere år uden held at finde nogle arvtagere. Selv har jeg ikke kræfter og alder til at påtage mig den tidkrævende opgave, det er at få et hæfte klar til udgivelse.

Jeg opfordrer i mit forord interesserede til at have begge hæfter om Kragnæs ved hånden, 22 og 22A. Vi har bevaret så mange oplysninger fra det gamle hæfte fra 2002, som vi skønnede væsentlige, og som var mulige inden for rammerne af det nye hæfte. Det vil sige, at nogle af de gamle oplysninger kun findes i hæftet fra 2002. Opdateringerne har vi primært indsamlet fra nuværende beboere samt fra forskellige opslag på nettet, bl.a. i boligejer.dk og tinglysning.dk

Der er blevet spurgt ind til redaktionerne på de forskellige hæfter, og her kan jeg henvise til kolofonen bag på forsiden. Redaktionen på opdateringen består af Inger Nordgaard, Karna Ravnø, Jakob Buhl, og Ingelise Kjær.

Hæfterne forhandles af og kan afhentes efter aftale med

Lisbeth Mosgaard

Baggårde 5, 5970 Ærøskøbing

Tlf.: 42316544 (evt. SMS) E-mail: Lisbeth56m@gmail.com

Kan endvidere træffes på Messenger via Facebook

 

Lisbeth Mosgaard var tidligere ejer af Creutz Boghandel og forhandlede også dengang hæfterne.

 

God fornøjelse med læsningen!

Ingelise Kjær, redaktør

 

Ærø i november 2023



Strandbyen Havn 50 år

Medlemmer og venner af Strandbyen Havn inviteres til foreningens 50 års jubilæum på lørdag d. 27. april fra kl 13 -16

Der serveres p&osl...

Ommel er blevet udvalgt til sundhedslandsby

Kære alle.

Ommel er blevet udvalgt til sundhedslandsby. Efter sommerferien indkalder vi til et borgermøde hvor alle gode ideer kan medbringes.

...